Blærerod-slægten – Utricularia spp.

Generelt

Denne slægt af planter er måske den mest udviklede slægt indenfor planteriget. Mange botanikere har gennem de sidste 200 år beskæftiget sig ikke bare med deres fælder, men også med de andre dele af planten.

Allerede i 1797 blev planterne beskrevet af Sowerby, som beskrev blærerne på en vandlevende plante og mente at disse var flyde-organer. Han så desuden også små insekter inde i blærerne, men mente at disse boede der. I midten af 1800-tallet blev planterne undersøgt af mange botanikere bla. Ferdinand Cohn, som fandt byttedyr inde i fælderne på tørrede arter. Han tilsatte derfor nogle dafnier til en plante, der levede i et akvarie. Næste dag var alle dafnier inde i blærerne. Charles Darwin troede at dafnierne selv tilkæmpede sig adgang til fælderne, men det skulle være Mary Treat, der observerede at byttedyrene blev fanget inde i fælderne vha. et pludseligt udløst undertryk.

I starten af 1920’erne blev blærerod-slægtens hemmeligheder langsomt stykket sammen af botanikere. Francis Lloyd beskrev i 1942 i bogen ‘Carnivorous Plants’, hvorledes over et dusin forskellige ting skete, når blærerne fangede et bytte – ofte på få brøkdele af et sekund.

Utricularia (vandlevende)

Slægten rummer de største af de kødædende planter, slægten er den mest udbredte af de kødædende planters slægter og der findes over 210 arter.

 Oprindelse og habitat

 Planterne findes på alle kontinenter og de eneste steder de ikke findes er i de koldeste egne i Arktis og på Stillehavsøerne.

De findes fra de arktiske sumpe, som er frosne det meste af året, i sure søer i det solrige Florida, i våde og mosbegroede træer i Sydamerika, i hurtigt-strømmende floder i Afrika, i sæson-ørkener i Australien og endda levende i andre planter som fx. Bromeliaer.

Nogle blærerod-planter overlever frost ved at danne hvilende, hårbeklædte knopper. Andre overlever hede og tørke ved at omforme deres underjordiske knolde. Andre igen er 1-årige og dør efter 1 sæson og vokser op fra frø.

Planterne gror typisk i solrige og våde områder og ca. 15% er rigtige vandplanter, hvor de er frit flydende i stille kær. Resten findes i områder, der i en sæson eller hele året rundt er våde eller står under vand. De vokser da i sand, mudder eller mos, som er almindelige i sumpe, moser og rundt om søbreder. Flere er epifytter og vokser i mosbevoksede træer og mindst en art vokser på nøgen våd klippe under vandfald.

Beskrivelse

Planterne danner krybende eller flydende stilke, som normalt er tynde og hårlignende. De er fuldstændig rodløse og det meste af planten er under jorden eller under vand. De fleste af arterne har blad-agtige vedhæng, som kaldes ‘fotosyntese udløbere’, og disse kommer frem på jordoverfladen. De er fra et par centimeter op til 10-15 cm lange og ligner normale blade. De vandlevende arter har ofte tynde, forgrenede blade, som ligner stilkene. Planten er måske kun knapt 10 cm i diameter, mens andre arter kan vokse op mod 1 meter i længden.

Utricularia fælde

Det der gør planterne til noget helt fantastisk er deres blære-fælder. Langs den underjordiske eller vandvoksende stilk findes der hundrede til tusinde bittesmå blære-lignede fælder. Fælderne er på størrelse med et knappenåls-hoved, eller kan endda være endnu mindre. I nogle arter er de dog større og kan måle helt op til omkring 5 mm. Der er desuden for nylig fundet en art i Australien, hvis blærer er over 1 cm i diameter.

Blærerne er almindeligvis nyre-, pære- eller rør-formede. De sidder på planten på nogle små stilke og fælderne er hule og gennemsigtige og væggene består kun af 2 lag celler. På den ene ende af fælden sidder der en lem, som kan åbnes indad. Når den er lukket holdes åbningen vandtæt af en tykflydende slim på åbningen langs lemmen. Når fælden er parat til fangst er væggen konkav pga. det kraftige undertryk, som findes inde i fælden.

Udenfor fælden findes flere lange, trådlignende hår, som sædvanligvis former en tragt til at lede byttedyrene mod døren. Desuden findes der kirtler nær indgangen, som udskiller lokkende sekret. Ved indgangen findes der nogle bittesmå følehår og hvis disse et af disse blot berøres udløses fælden. Lemmen klappes op, byttet og det omgivende vand suges ind i fælden pga. undertrykket, som findes i blære-fælden og lemmen smækker i igen. Dette sker på 10-15 tusindedele af et sekund! Dernæst pumpes vandet ud af fælden gennem døren indenfor minutter og den tykke slim forsegler igen lemmen mod indtrængende vand. Efter knapt 20 minutter undertrykket gendannet og fælden er igen parat til det næste bytte. Imens starter fordøjelsen af byttedyret ved at kirtler udskiller fordøjelsesenzymer. I løbet af få timer har de opløst byttet og andre kirtler absorberer næringssuppen. Store dyr som fx. haletudser og myggelarver bliver ofte fanget ved halen, og vil da få en langsom og grusom død. Langsomt bliver de fangede dele blive fordøjet og hver gang fælden er blevet parat til fangst vil dyrenes bevægelser udløse den, hvorved de langsomt gradvist suges ind i fælden. Dette fortsætter indtil hovedet sidder i indgange, da dette er for stort til at komme ind.

De typiske byttedyr er mikroskopiske organismer som tøffeldyr (paramecium) og cyclops, og større dyr som hjuldyr, dafnier, orme og myggelarver. De største dyr, som kan fanges er bla. ny-udklækkede fiskeunger og haletudser. Én fælde kan fange over et dusin byttedyr.

Blomstring

Det der oftest glæder mest ved disse planter er deres ofte meget smukke blomster. Disse er mellem 4 mm og 5 cm i diameter og er ofte orchidé-lignende. De er ofte farvestrålende og deres farver er ofte sammensat fra paletten hvid, lyserød, lilla, violet, gul og rød.

Blomsterne vokser op fra hovedstilken og bryder gennem jord- eller vand-overfladen. Slægten er i familie med vibefedt og blomsterne ligner også til dels vibefedtenes blomster. Også de har en spore og to kronblade (et øvre og et nedre), som ofte har forskellige former. Det nedre er oftest størst og mere prangende. Blomsterne kommer enten enkeltvis eller i grupper.

Utricularia blomst

Vækstforhold og årstider

Planterne trives alt efter hvilket klima de kommer fra i

  • vindueskarm: mange jordlevende arter (især fx. U. livida og U. sandersonii), vandlevende arter (fx. U. gibba) og epifytter (fx. U. reinformis, U. longifolia og U. humboltii)
  • drivhus: de fleste jordlevende arter og epifytter
  • udendørs: nogle af de størrere vandlevende arter

Pleje

Jord:

Vandlevende planter: jorden blandes af en kop sphagnum-mos blandet godt op med ca. 4 liter vand. De store af arterne kræver minimum 200 liter-beholdere, mens de mindre arter kan holdes i beholdere på omkring 4 liter.

Epifytter: jorden blandes af 1 del fin orchidé-bark, 1 del perlite, 1 del lang-fiber-sphagnum-mos og 1 del normal sphagnum. Planterne holdes bedst i plastik-potter med drænage.

Landlevende planter: jorden blandes af 1 del sphagnum til 1 del sand. Planterne holdes bedst i plastik-potter med drænage (underpotte), men de fleste kan dog også holdes i ikke-drænerede potter. For at se blærerne kan de plantes i glas-potter, som beskyttes med aftageligt plastik eller papir op til jordoverfladen.

Omplantning:

De fleste arter er nemme at plante om i starten af deres vækstsæson. Der skal helst laves nye planter hver 2-3. år.

Lys:

Planterne vokser i delvis sol til fuld sol. Sol fremskynder blomstring.

Vand:

Vandlevende arter: vandet skiftes hvis alge-væksten bliver for udpræget. Planterne renses let før de sættes ned i nyt vand.

Epifytter: vandes ovenfra og jorden holdes våd. (hos arter, der går i vinter-dvale skal jorden i vintersæsonen kun holdes let fugtig)

Landlevende arter: jorden holdes våd med periodevis oversvømning.

Fodring:

De vandlevende arter fodres ved at putte få dafnier og andre mikroskopiske vanddyr i vandet. Arterne der oversvømmes kan også få tilført vandlevende dyr. Planterne der vokser på land fanger insekt-larver og andet mikroskopisk liv, der lever i jorden, og disse behøver derfor ikke at blive fodret.

Sygdomme og skadedyr

Bladlus kan angribe ‘fotosyntese-udløberne’ og skimmelsvamp kan angribe de landlevende arter og bør skrabes af. Alger kan blive et problem for de vandlevende, men dafnier kan holde algerne nede (udover vandskift).

Formering

Bestøvning

De fleste arter skal bestøves for at få frø. For at bestøve blomsten kan der bruges en tandstik eller en lille pensel, som puttes ind forbi støvfangeren og derefter trækkes opad og tilbage igen. Dette kan så gentages og man kan oftest se en smule pollen sidde på redskabet efter bestøvningen.

Frø

Frøene sås på jorden i starten af deres vækstsæson.

Rodstok-stikling

At lave stiklinger af blærerod-arterne er nemt. Tidlig på foråret tages en del af en voksen plante og plantes ind i en ny potte / kommes ned i noget vand. Hos de landlevende arter og epifytterne tages et stykke med diameter på ca. 3-5 cm inkl. ‘fotosyntese-udløbere’ og hos de vandlevende arter tages små stykker på nogle centimeters længde.

Bladstiklinger

Arter, der laver ‘fotosyntese-udløbere’ kan bruges til at formere planterne. Udløberne plukkes og lægges derefter fladt på jorden med basisen dækkes med jord. Hos arter med lange udløbs-blade som fx. U. longifolia kan bladene klippes i dele på ca. 5 cm længde.

Bladene lægges under dække for at sikre høj luftfugtighed og placeres meget lyst men ikke i direkte sol. Efter flere uger vil der opstå små planter.