Blærerod-slægten – Utricularia spp.

Generelt

Denne slægt af planter tilhører Lentibulariaceae-familien og tilhører en af de mest udviklede og specialiserede indenfor planteriget. De er kendt for deres unikke blæreformede fangstmekanismer, der fanger og fordøjer små organismer så som protozoer eller små insekter fra det omgivende miljø.

Mange botanikere har gennem de sidste 200 år beskæftiget sig med planterne og allerede i 1797 blev planterne beskrevet af Sowerby. Han beskrev blærerne på den vandlevende plante og mente at disse var flyde-organer. Han så desuden også små insekter inde i blærerne, men mente at disse boede inde i dem. I midten af 1800-tallet blev planterne igen undersøgt af mange botanikere bla. Ferdinand Cohn, som fandt byttedyr inde i fælderne på tørrede arter. Han tilsatte derfor nogle dafnier til en plante, der levede i et akvarie og næste dag var alle dafnier inde i blærerne. Charles Darwin troede at dafnierne selv tilkæmpede sig adgang til fælderne, men det skulle være Mary Treat, der observerede at byttedyrene blev fanget inde i fælderne vha. et pludseligt udløst undertryk.

I starten af 1920’erne blev blærerod-slægtens hemmeligheder langsomt stykket sammen af botanikere. Francis Lloyd beskrev i 1942 i bogen ‘Carnivorous Plants’, hvorledes over et dusin forskellige ting skete, når blærerne fangede et bytte – ofte på få brøkdele af et sekund.

Utricularia (vandlevende)

Slægten er med ca 240 arter den i antal største og mest mangfoldige slægt blandt de kødædende planter og er samtidig den mest udbredte.

Oprindelse og habitat

Planterne findes på alle kontinenter bortset fra Antarktis. De er særlig talrige i de tropiske egne, men findes også i tempereret zone som fx. Danmark, hvor der findes 5 forskellige arter.

De findes fra de arktiske sumpe, som er frosne det meste af året til sure søer i det solrige Florida,  hurtigt-strømmende floder i Afrika, sæson-ørkener i Australien til levende på våde og mosbegroede træer i Sydamerika og på andre kødædende planter som fx. Bromeliaer.

Nogle blærerod-planter overlever frost ved at danne hvilende, hårbeklædte knopper mens andre overlever hede og tørke ved at danne underjordiske knolde. Andre igen er 1-årige og skal spire hvert år fra frø.

Utricularia-slægten er opdelt i flere undergrupper, som yderligere er opdelt i sektioner baseret på morfologiske træk, såsom formen og strukturen af fælder, blomster og rødder (eller mangel på samme). Opdelingen i undergrupper er mest ud fra morfologiske træk og genetiske data

  • Undergruppe Utricularia: Typisk vandlevende, disse arter har sofistikerede blærefælder og viser et bredt udvalg af bladformer.
  • Undergruppe Bivalvaria: Hovedsageligt tropiske, disse arter har ofte simplere blærer og kan være enten jordlevende eller vandlevende.
  • Undergruppe Polypompholyx: Jordlevende habitater og simplere fældestrukturer.

Arterne kan groft inddeles i tre kategorier baseret på deres levesteder. Arterne kan kategoriseres som værende vandlevende (ca 20%) eller semiaquatiske, rene jordlevende eller epifytiske.:

  • Vandlevende arter: Disse arter er typisk fundet i ferskvand som damme, søer og langsomt flydende vandløb. De tilpasser sig livet under vand ved enten at flyde frit i vandet eller ved at være forankret i mudrede bunde.
  • Jordlevende arter: En mindre del af arterne er rene jordlevende. Disse arter er typisk tilstede i fugtige, næringsfattige miljøer såsom våde enge, sumpe og moser. Levestederne er ofte sure og med lav tilgængelighed af nitrogen. De har ofte veludviklede fangstblærer, som hjælper dem med at optage næringsstoffer fra smådyr i jorden.
  • Epifytiske arter: En række arter er epifytiske og lever i fugtige tropiske og subtropiske skove og vokser på andre planter uden at være parasitiske. De får fugt og næringsstoffer fra regnvand og bladrester.

Beskrivelse

Planterne mangler den typiske opdeling i rødder, blade og stængler, som findes hos de fleste blomsterplanter.

Planterne mangler oftest konventionelle rødder og har i stedet et system af tynde, hår-lignende jordstængler og udløbere, der giver forankring og sørger for næringsabsorption. Disse rod-strukturer kan også bidrage til formering ved stiklinger.

Stænglerne kan enten være frit flydende eller fastgjorte til et underlag. De varierer fra slanke til trådformede og er ofte højt forgrenede.

Planternes blade er generelt små og opdelte i forskellige former alt fra lineære til fint opdelte former, som ofte er tynde og tråd-lignende hos de vandlevende arter. Jordlevende arter producerer også lejlighedsvis nogle fotosyntetiske bladagtige vedhæng, som kommer frem på jordoverfladen.

Planterne i vand kan være alt fra knapt 10 cm i diameter, mens andre arter kan vokse op mod 1 meter i længden.

Utricularia fælde

Det mest karakteristiske træk ved blærerod-planterne er deres blærefælder og er unikke blandt de kødædende planter. Disse fælder er små, hule strukturer som er almindeligvis nyre-, pære- eller rør-formede. og vokser i hundrede til tusindvis langs stilkene i vand og langs udløberne indlejret i jord. Fælderne er på størrelse fra mindre end et knappenåls-hoved (0,2 mm) til hos nogle arter helt op til omkring 5 mm. Der er desuden for nylig fundet en art i Australien, hvis blærer er over 1 cm i diameter.

Fælderne er gennemsigtige og deres vægt består kun af 2 lag celler. De fungerer via en sofistikeret mekanisme, der involverer et udløserhår og en fældedør, der sidder i den ene ende af blæren og kan åbnes indad. Når fældedøren er lukket holdes åbningen vandtæt af en tykflydende slim langs kanten af døren. Når fælden er parat til fangst er væggen konkave (indtrukne) pga. det kraftige undertryk, som findes inde i fælden.

Udenfor fælden findes flere lange, trådlignende hår, som sædvanligvis former en tragt til at lede byttedyrene mod døren. Desuden findes der kirtler nær indgangen, som udskiller lokkende sekret. Ved indgangen findes der nogle bittesmå udløserhår og hvis et af disse blot berøres udløses fælden. Når bytte berører udløseren, åbner fældedøren hurtigt, suger byttet (og vand) ind på grund af undertrykket, og døren smækker derefter hurtigt i igen og holder byttet fanget. Dette sker på 10-15 tusindedele af et sekund!

Dernæst pumpes vandet ud af fælden gennem døren indenfor minutter og den tykke slim forsegler igen lemmen mod indtrængende vand. Efter knapt 20 minutter undertrykket gendannet og fælden er igen parat til at blive udløst.

Hvis der er fanget et bytte starter fordøjelsen af byttedyret ved at kirtler på indersiden af blæren udskiller fordøjelsesenzymer. I løbet af få timer har de opløst byttet og andre kirtler absorberer derefter næringsstofferne. Store dyr som fx. haletudser og myggelarver bliver ofte fanget ved halen, og vil da få en langsom og grusom død. Langsomt bliver de fangede dele blive fordøjet og hver gang fælden er blevet parat til fangst vil dyrenes bevægelser udløse den, hvorved de langsomt gradvist suges ind i fælden. Dette fortsætter indtil hovedet sidder i indgange, da dette er for stort til at komme ind.

De typiske byttedyr er mikroskopiske organismer som tøffeldyr (paramecium) og cyclops, og større dyr som hjuldyr, dafnier, orme og myggelarver. De største dyr, som kan fanges er bla. ny-udklækkede fiskeunger og haletudser. Én fælde kan fange over et dusin byttedyr.

Blomstring

Det der oftest glæder mest ved disse planter er deres meget smukke blomster. De er alt mellem 4 mm og 5 cm i diameter og er ofte orchidé-lignende. Blomsterne er typisk lyse og farvestrålende og deres farver er ofte sammensat fra paletten hvid, lyserød, lilla, blå, violet, gul og rød.

Blomsterne vokser op fra hovedstilken og bryder gennem jord- eller vand-overfladen. Slægten er i familie med vibefedt og blomsterne ligner også til dels vibefedtenes blomster. Blomsterne har to kronblade (en øvre og en nedre kronbladslæbe), som ofte har forskellige former, hvoraf den nedre oftest er størst og mere prangende. Denne går over i en spids del, sporen, der indeholder nektar og tiltrækker bestøvende dyr. Blomsterne kommer enten enkeltvis eller i klaser og der finder både selvbestøvning og krydsbestøvning sted – endda hos nogle arter under vandet.

Utricularia blomst

Pleje

Planterne trives alt efter hvilket klima de kommer fra i

  • Vindueskarm: mange jordlevende arter (især fx. U. livida og U. sandersonii), vandlevende arter (fx. U. gibba) og epifytter (fx. U. reinformis, U. longifolia og U. humboltii)
  • Drivhus: de fleste jordlevende arter og epifytter
  • Udendørs: nogle af de størrere vandlevende arter herunder de danske

Vækstmedie:

Utricularia-arter har meget forskellige substratpræferencer, der kan inkludere sandet, tørveholdig eller leret jord, ofte sammen med sphagnummosser eller andre vandelskende planter. Vandlevende arter kan vokse med varierende vanddybder og klarhed.

Vandlevende planter: jorden blandes af en kop sphagnum-mos blandet godt op med ca. 4 liter vand. De store af arterne kræver minimum 200 liter-beholdere, mens de mindre arter kan holdes i beholdere på omkring 4 liter.

Epifytter: jorden blandes af 1 del sphagnum, 1 del perlite og 1 del orchidé-bark. Planterne holdes bedst i plastik-potter med drænage.

Landlevende planter: jorden blandes af 1-2 del sphagnum til 1 del sand eller perlite. Planterne holdes bedst i plastik-potter med drænage (underpotte), men de fleste kan dog også holdes i ikke-drænerede potter. Planterne skal helst ikke stå i vand.

For at se blærerne kan de plantes i glas-potter, som beskyttes med aftageligt plastik eller papir ind mod jordoverfladen.

Omplantning:

De fleste arter er nemme at plante om i starten af deres vækstsæson. Jordvoksende planter skal helst plantes om hver 1-2. år da de godt kan lide at sprede sig. Pas på de sarte rodstængler/udløbere.

Lys og og temperatur:

Planterne tåler typisk delvis til fuld sol og temperaturer typisk fra 15-25 grader – dog selvfølgelig alt efter oprindeligt habitat.

  • Tropiske arter skal have varme temperaturer og høj luftfugtighed hele året.
  • Tempererede arter er tilpasset til sæsonvariationer, hvor nogle arter i stand til at overleve frysetemperaturer ved at gå i dvale om vinteren.
  • Subarktiske og alpine arter har tilpasset sig til ekstremt kolde miljøer, hvor de måske kun har en kort vækstsæson

Vand

Vandlevende arter kan få skiftet vand hvis alge-væksten bliver for udpræget. Planterne renses let før de sættes ned i nyt vand.

Landlevende arter: jorden holdes våd med periodevis oversvømning og trives ved høj luftfugtighed. Arter, der går i vinter-dvale skal jorden i vintersæsonen kun holdes let fugtig.

Epifytter vandes ovenfra og trives med høj luftfugtighed. Jorden holdes våd.

Fodring:

De vandlevende arter fodres ved at putte få dafnier og andre mikroskopiske vanddyr i vandet. Arterne der oversvømmes kan også få tilført vandlevende dyr. Planterne der vokser på land fanger insekt-larver og andet mikroskopisk liv, der lever i jorden, og disse behøver derfor ikke at blive fodret.

Sygdomme og skadedyr

Bladlus kan angribe ‘fotosyntese-udløberne’ og skimmelsvamp kan angribe de landlevende arter og bør skrabes af. Alger kan blive et problem for de vandlevende, men dafnier kan holde algerne nede (udover vandskift).

Formering

Bestøvning

De fleste arter skal bestøves for at få frø. For at bestøve blomsten kan der bruges en tandstik eller en lille pensel, som puttes ind forbi støvfangeren og derefter trækkes opad og tilbage igen. Dette kan så gentages og man kan oftest se en smule pollen sidde på redskabet efter bestøvningen.

Frø

Frøene sås på jorden i starten af deres vækstsæson.

Rodstængel-stikling

At lave stiklinger af blærerod-arterne er nemt. Tidlig på foråret tages en del af en voksen plante og plantes ind i en ny potte / kommes ned i noget vand. Hos de landlevende arter og epifytterne tages et stykke med diameter på ca. 3-5 cm inkl. ‘fotosyntese-udløbere’ og hos de vandlevende arter tages små stykker på nogle centimeters længde.

Bladstiklinger

Arter, der laver blade på overfladen, kan bruges til at formere planterne. Udløberne plukkes og lægges derefter fladt på jorden med basisen dækkes med jord. Hos arter med lange udløbere som fx. U. longifolia kan bladene klippes i dele på ca. 5 cm længde.

Bladene lægges under dække for at sikre høj luftfugtighed og placeres meget lyst men ikke i direkte sol. Efter flere uger vil der opstå små planter.

Kilde

www.naturbasen.dk

en.wikipedia.org

carnivorousplants.org

www.californiacarnivores.com

www.fierceflora.com