Soldug-slægten – Drosera spp.

Drosera capensis
Drosera aliciae
Drosera rotundifolia
Drosera binata

Generelt

Der findes omkring 250 arter i soldug-slægten og blev for første gang beskrevet allerede i 1578 af englænderen Henry Lyte. Han blev opmærksom på at dråberne på bladene blev større, desto mere solen skinnede. Derfor gav han dem de latinske ord ‘solis’ og ‘ros’ (sol og dug) og slægten er derfor opkaldt efter det græske ord ‘Drosera’, som betyder soldug.

Først i 1780 blev det beskrevet at planterne fangede insekterne med vilje, men først endnu senere blev det af Charles Darwin bevist at soldug-planterne er kødædende. Dette beviste han med utallige forsøg især med rundbladet soldug (D. rotundifolia) og beskrev resultaterne i bogen ‘Insectivorous Plants’ i 1875. Darwin beskrev dem som ‘dyr i forklædning’ og fandt at de var mere følsomme for berøring eller smag end alle de andre dyr han havde undersøgt. Han var så optaget af planterne at han til en ven skulle have betroet, at han interesserede sig mere for soldug-planterne end for evolutionen og arternes oprindelse.

Drosera aliciae

Levesteder og opdeling

Planterne findes spredt over hele jorden. De findes fra de arktiske egne i Alaska og Sibirien over de tempererede egne bla. i Danmark til tropiske egne i Brasilien og Australien.

For at få orden på denne store gruppe beslægtede planter har man lavet mange gen-undersøgelser af bl.a. grønkorn (chloroplast), ribosomer og undersøgt antal kromosomer. Selv efter dette er opdelingen af planterne fortsat omdiskuteret.

En udbredt opdeling af planterne er en opdeling den følgende:

Underslægt Drosera:

  • Afrikanske soldug-arter (overart Ptycnostigma): 38 planter i Afrika og på Madagascar – D. aliciae, D. capensis, D. admirabilis, D. madagascariensis, D. nidiformis, D. rubrifolia, D. slackii
  • Brasilianske arter (overart Brasiliae – de brasilianske tetraploider): 21 i Sydamerika – D. villosa
  • Europæiske og amerikanske arter (overart Drosera – de europæiske og amerikanske diploider): 28 planter i Europa, Asien og Amerika – D. rotundifolia, D. intermedia, D. anglica, D. filiformis, D. spatulata og D. tracyi
  • Overart Arachnopus: 11 i Australien, Asien og Afrika
  • Overart Psychophila: 1 på New Zealand og 1 i Sydamerika
  • Overart Stelogyne: 1 i sydvest-Australien – D. hamiltonii
  • Queensland-soldug-arter (overart Prolifera): 3 arter (D. adelae, D. schizandra og D. prolifera), som lever i den mørke underskov i den meget fugtige regnskov i Australien
  • Overart Thelocalyx: 1 i Australien og 1 i Sydamerika – D. burmannii

Underslægt Ergaleium

  • Pygmæ-soldug-arter (overart Bryastrum): en gruppe af 49 australske arter af – som navnet siger – meget små soldugplanter, tæt behårede planter, der beskytter mod Australiens intense sommersol og danner ‘gemma’ til aseksuel formering – D. gibsonii, D. pulchella, D. pygmaea, D. scorpioides
  • Stilkede/uldne soldug-arter (petiolaris complex, overart Lasiocephala): gruppe af 15 tropiske nordøst-Australien, der lever under konstant varme og nogle gange fugtige forhold. Mange af arternes stilke er tæt dækket af udvækster/kirtler (trikomer), som øger kondensoverfladen til at tiltrække fugt – D. paradoxa, D. petiolaris
  • Knold-(tuberous)-soldug-arter (overart Ergaleium): 31 australske arter (2 vokser i Asien), der danner underjordiske knolde til at overleve ekstrem tørke om sommeren. Spirer igen om efteråret. Kan være oprejste/stængeldannende eller klatrende – D. hookeri, D. peltata
  • Rosetformede knold-soldug-arter (overart Erythrorhiza). 12 i Australien
  • Viftebladede knold-soldug-arter (overart Stoloniferae): 4 i sydvest-Australien
  • Overart Meristocaulis: 1 i Sydamerika (Guayana)
  • Overart Coelophylla: 1 i Australien
  • Overart Phycopsis: 1 i Australien – D. binata

Underslægt Arcturia: 2 i Australien

Underslægt Regiae: 1 art i Sydafrika – D. regia

Alle tempererede soldug-arter laver en samling tæt ordnede overvintringsknopper (hibernaculum) i vinterperioden og omfatter alle europæiske og nordamerikanske arter. Enkelte arter fra Australien tilhører også denne gruppe.

Subtropiske soldug-arter vokser året rundt i stort set ensartede klimatiske forhold.

Planterne findes ofte sammen med andre kødædende planter fx. Venus Fluefanger, fluetrompeter og Darlingtonia californica i Nordamerika, Heliamphora og Brocchinia i Sydamerika, Cephalotus follicularis i Australien og kandebærer i Asien.

De fleste arter af soldug er ofte ikke lige så udrydningstruede som vanligt for andre kødædende planter. Dog er de sædvanlige problemer omkring habitat-ødelæggelse dog også gældende for f.eks. især for ‘pygmæ’-soldug-arterne, som er delvist udryddet i det vestlige Australien.

Beskrivelse

Planterne er fra få cm store til på størrelse med små buske. Bladenes form er meget variabel gående fra lange, smalle blade så tynde som græsstrå, tenformede blade, ovale blade og runde blade til forgrenede blade. Trods form-forskellene er de dog alle flade og overfladen er dækket med hundredvis af kirtelhår, som hver for enden har en oftest rødlig kirtel. De fleste af disse kirtler producerer en lille dråbe dug, som er en klar, klæbrig slimmasse, som er ekstremt klistrende og tykflydende og indeholder bla. fordøjelsesenzymer. Nogle af soldug-arterne har på bladenes yderkant nogle kirtler, som ikke producerer ‘dug’, men vis rolle udelukkende er at holde på byttet og føre det ind på midten af bladet, hvor de ‘dug’-producerende kirtler findes i stort tal (dette sker oftest i løbet af godt 20 minutter).

Insekter, der lander på bladene klistrer fast til bladene og under kampen for at komme fri berøres der oftest en stor mængde ‘dug’, som så yderligere holder byttet fast. De nærliggende kirtelhår stimuleres ligeledes og disse vil nu langsomt bøje sig mod byttet, således at disses ‘dug’-dråber nu også kan berøres. Oftest er byttet efter noget kamp smurt fuldstændig ind i den klistrende masse og drukner ved at åndehullerne langs maven bliver stoppet til af ‘dug’. Større insekter kan komme til at hænge fast i fx. kun et ben, og hvis de ikke kan komme løs vil de lide en langsom udmattelses- og sulte-død, hvor planten kun kommer til at fordøje delen, som sidder fast på bladene. Hvis byttet skulle være så heldigt at komme fri (måske efter tab af ben eller vinger), er overlevelsen langt fra givet, da edderkopper nogle gange spinder deres net omkring soldug-planterne. Edderkopperne kan dog også ende som byttedyr for soldug-planterne, hvis de træder forkert.

Drosera capensis

Bladene vil hos mange arter når der er fanget et bytte, rulles sammen om dette. Foldningen eller sammerulningen af bladene findes typisk hos arter med runde eller ovale blade frem for hos arterne med lange, tynde trådformede blade eller hos arter med forgrenede blade. Et alternativt rulle-mønster ses hos D. regia, som ruller bladet sammen til store nøgler omkring et stort bytte. Bevægelserne i sammenrulningen skyldes de samme processer som i Venus Fluefanger, nemlig en udviddelse af cellerne på udsiden af bladet, således at bladet bøjer. Sammenrulningens hastighed er bestemt bla. af bladets alder, temperatur, arten, hvor meget byttet kæmper og næringsværdien.

Bevægelser sker oftest meget langsomt over timer og en fuldstændig indrulning er færdig efter godt et døgn, men hurtigere bevægelser findes fx. hos D. burmannii, D. pauciflora og D. scorpiodes. Deres ikke-slimproducerende kirtler kan bevæge sig 180º indenfor 1 minut, hvilket fører bytte på plads ret hurtigt. Dog må det overordnet siges at bevægelserne ikke bidrager særligt meget til selve fangsten, men mere til at øge fordøjelsesoverflade.

Når byttet er fanget begynder kirtlerne at udskille en kompleks blanding af enzymer og syrer, som hurtigt dækker byttets krop (mængden af fordøjelses-væske kan til tider være så rigelig, at den bogstaveligt talt drypper ned ad bladene). Væsken opløser byttets bløde dele til en fordøjelses-suppe i løbet af nogle timer-dage, og den næringsholdige suppe kan så absorberes af kirtlerne på bladet.

Efter endt fordøjelse skal kitlerne vende tilbage til deres lodrette stilling og resterne af byttedyret bliver liggende på bladet, kan falde ned af bladet eller skylles ned af regnen.

Blomstring

Drosera capensis blomst

Blomsterne er lige så varierende som bladene. Hos næsten alle arter er der 5 kronblade og blomsterne er cirkulære og mere eller mindre flade med støvfangeren omgivet af støvknapperne. På grund af den lille afstand mellem støvfangeren og støvknapperne er selvbestøvning meget hyppig og der produceres ofte et stort antal frø. Hos andre arter skal der foregå kryds-bestøvning, hvorfor der sjældnere dannes frø.

Kronbladene er hyppigt hvide eller lyserøde, men i nogle grupper (fx. hos ‘pygmæ’- og de ‘knoldbærende’-soldug) er farverne varierende fra orange, rød og gul til violet.

Blomsterstanden er også meget variabel mellem arterne: oftest dannes en høj stilk med en række blomster, mens andre samler blomsterne i klynger eller er en forgrenet stilk. Blomsterstørrelsen er desuden meget variabel og blomsterne kan hos specielle arter være så store, at de er større end selve planten.

Væskstforhold og årstider

Slægten rummer utroligt forskelligartede arter. Nogle af de tropiske arter vokser året rundt, mens andre visner ind til kødfulde rødder (fx. de ‘knoldbærende’-soldug-arter) under hvile-/tørke-tiden. Andre arter igen overlever koldt vejr ved at danne tætpakkede overvintrings-planter.

16 af arterne er enårige (primært blandt de australske arter – alle andre er flerårige. 1/3 af planterne danner knolde (ca 70 arter i overarten Ergaleium), løg-lignende vækst af blandenes kødfulde stilk eller tykke væskefyldte pælerødder. De andre danner mere eller mindre tilpasning til vinter eller tørke-sæson med løgdannelser, mindre størrelse, hvilende blade (hibernacula, fortykkelse af bladstilken eller en sovende rosetter).

Nogle planter kan overleve varme, tørre somre og vokser udelukkende i de våde, kolde vintermåneder, mens andre findes i sumpe, der er frosset en stor del af året og kun vokser om sommeren. Andre igen findes under middelhavs-lignende forhold med varme dagtemperaturer og nat-temperaturer, der falder ned tæt på frysepunktet.

Under vækstsæsonen vil de fleste soldug-planter uden afbrydelse skyde nye blade for at erstatte gamle, der visner og bliver brune.

Pleje

Drosera rotundifolia i naturen

Da der findes så mange forskellige arter, findes der ikke nogen enkelt beskrivelse af hvordan de vokser. Nedenfor er dog nogle hovedlinier over plejen.

De tropiske arter, der vokser i varme egne (som fx. D. capillaris, D. spatulata og D. capensis), er meget hårdføre og er gode begynder-planter.

Jord:

Næsten alle arter trives god i en blanding ½ ugødet sphagnum og ½ kalkfrit sand/granitgrus (nogle har dog brug for mere sandet jord, mens nogle få arter vokser bedst i rent sphagnum).

Potterne bør helst have afløbs-mulighed og være 10-12 cm. Mange arter trives dog alligevel fint i ikke-drænede potter.

Omplantning:

Planterne omplantes bedst tidligt i vækstsæsonen (foråret) hvert eller hvert andet år, men planterne kan dog også vokse fint i samme potte i mange år.

Gamle planter af D. capensis kan udvikle en lang stængel med døde blade. Ved omplantningen sættes planterne så dybt at stængelen dækkes af jorden.

Lys:

Planterne skal oftest have så meget lys som muligt. Dog skal man i sommerperioden sikre at planterne ikke overopvarmes, hvis de står i direkte sol (evt. sættes i delvis skygge). Arter som fx. D. capensis kan klare sig med ret beskedne lysmængder og D. aliciae kan dyrkes under kunstlys.

Ganske få arter skal have skygge.

Vand:

Jorden skal som hovedregel holdes fugtigt, men bør ikke stå i vand (bortset fra evt. lidt vand i underpotten).

Nogle få arter skal stå permanent under vand. De vinter-voksende arter skal have fuldstændig hvile-periode over sommeren, hvor jorden skal tørre helt ud.

Fodring:

Planterne fanger myg, bananfluer og små myrer og større planter kan fange spyfluer, edderkopper, møl mm. Stærkere insekter som fx. fårkyllinger er ikke egnede som foder, men tørrede insekter, små dele af hårdkogt æg, ost, og chokolade kan bruges.

Arter som D. capensis er flittige fangere, mens fx. D. aliciae er lidt mere tilbageholdende.

Overvintring

Drosera pygmaea

Mange arter vokser året rundt uden hvile. Dog kan nogle af disse (fx. D. capensis) tåle en hvile-periode (temperaturer under 10 grader), hvor jorden da ikke bør være helt så fugtig).

Nogle planter har derimod brug for kolde dvale-perioder over vinteren eller tørre dvale-perioder over sommeren.

Sygdomme og skadedyr

Det altoverskyggende skadedyr er bladlus. Om vinteren kan planterne også blive ramt af svampeangreb.

Formering

Bestøvning:

Mange arter i soldug-slægten, bla. D. capensis og mange arter af de subtropiske roset-formende soldug-arter (bla. D. aliciae), er selv-bestøvende efter at blomsterne har lukket sig. Man kan dog stadig, hvis man vil være sikker på god frøsætning, sprede pollenen i blomsten med en tandstik når blomsten er åben. Oftest vil der under alle omstændigheder dannes store mængder frø og fx. i D. capensis’ tilfælde i en udstrækning der næsten gør det til et ukrudt-problem.

Nogle arter af de subtropiske roset-formende soldug-arter er dog ikke selv-bestøvende, hvorfor de kun sjældent producerer frø.

Frøene modnes over nogle uger og er modne når kapslen bliver sort.

Frø:

Generelt kan det siges at frøene spirer bedst, hvis de p

Drosera filiformis

lantes sent om vinteren eller tidligt forår. Frøene kan indtil da opbevares tørt i køleskab (de knolddannende soldug-arter og de vinter-voksende soldug-arter skal sås i det tidlige efterår). D. capensis’ frø er meget nemme at få til at spire og kan sås næsten hvornår det skal være.

De fleste arter spirer bedst efter nogle ugers forberedelse, hvor frøene opbevares køligt og fugtigt (fx. dækket med plastikfolie). Let frost er ofte gavnligt, selv for de vinter-voksende soldug-arter. Frøene er dog under denne proces sårbare for svampeangreb. Frøene sås spredt ud på fugtig sphagnum og skal ikke dækkes med jorden. Jorden behøver kun at være 3-5 cm dyb.

Efter denne forberedelse stilles planterne lyst og stadig fugtigt. Man skal huske at undgå overophedning af potterne, hvis de står i direkte sol og normalt spirer planterne efter 4-8 uger. Da kan overdækningen fjernes og kan omplantes med stor forsigtighed efter nogle måneder (pas på rødderne!).

Deling af vækstpunkter

Planterne danner nye planter fra rodskud og dette kan medføre hele klynger af planter (især hos fx. D. aliciae). Disse planter kan deles ved omplantning.

Bladstikling

Er mulig hos næsten alle arter og ved denne metode kan store planter dannes ret hurtigt.

Bladene tidligt på sæsonen er de bedste og klippes af ved stilken. Ved de uldne soldug-arter lykkedes det bedre ved at plukke stilken (med basisen intakt).

Bladene lægges derefter fladt med oversiden opad på jorden og blad-basisen dækkes med jord. Kirtelhårene skal ikke dækkes. Arter med lange blade som fx. D. filiformis eller de forgrenede soldug-arter kan klippes i dele på ca. 5 cm længde.

Bladene lægges under dække for at sikre høj luftfugtighed og placeres meget lyst men ikke i direkte sol. Efter flere uger vil der opstå små planter (oftest fra kirtelhårene). Man skal dog løbene sikre sig at bladet stadig har kontakt med jorden (kan ændre sig pga. bevægelse). Man kan hos mange arter også opnå succes ved at anbringe bladene i lidt rent destilleret vand og man skal da huske at skifte vandet jævnligt.

Bladstiklinge-metoden virker ikke så godt hos arter som D. burmanni og D. regia, samt mange af de knold-dannende soldug-arter.

Rodstængel-stiklinger

Denne metode er nem og kan resultere i fuldvoksne planter indenfor én sæson. Metoden er bedst hos arter, som har lange og tykke rødder som fx. D. capensis, de fleste subtropiske roset-formende soldug-arter, de forgrenede soldug-arter og D. regia. Metoden er bedst tidligt på sæsonen eller sidst i hvileperioden, hvis arten har sådan en.

Jorden fjernes og der klippes en sund rod af, hvorefter moderplanten kan plantes igen. Rødderne er sædvanligvis sorte med hvide spidser. Roden skæres nu i ca. 5 cm lange stykker. Disse stykker lægges vandret i jorden og dækkes med ca. 1 cm jord (og jorden skal være ca. 5 cm dyb). Potterne overdækkes (fx. med plastikfolie) og sættes meget lyst. Efter flere uger kommer de første planter til syne og dækket kan fjernes. Planterne kan oftest plantes om efter nogle få måneders spiring.

Kilder:

https://en.wikipedia.org/

Carnivorous Plants (2018); Ellison, A.M. & Adamec, L.