Vibefedt-slægten – Pinguicula spp.

Generelt

Charles Darwin var den første, der henledte opmærksomheden mod denne slægt. Han blev gjort opmærksom på, at mange små insekter kæmpede for at komme fri fra bladene, og da han jo var meget interesseret i kødædende planter undersøgte han dette og dermed blev endnu en slægt af kødædende planter opdaget.

Slægtsnavnet ‘Pinguicula’ (latin) betyder ‘den lille fedtede’ og der findes omkring 70 arter, hvoraf mange er blevet opdaget for nyligt.

Pinguicula

Oprindelse og habitat

Planterne vokser på det meste af den nordlige halvkugle fra den nordlige polarkreds ned gennem Sibirien, Europa og Nordamerika og ned mod Mexico, hvor de mest prangende arter findes. Nogle få arter findes endnu længere sydpå – ned gennem Sydamerika.

Eftersom vibefedt-slægten findes på næsten halvdelen af kloden, er deres habitater og klimaer meget forskellige. I nord er habitaterne ofte frosne om vinteren og planterne kan nogle gange ses sammen med soldug-planter og fluetrompeter. I mere tropiske lande som fx. Mexico og de Caraibiske øer har vibefedt-planterne tilpasset sig til at kunne overleve længere tørkeperioder. Nogle arter, som findes i tørre, basiske områder i Mexico er fundet sammen med kaktusser og succulenter. Der findes desuden arter, som lever som epifytter på træer, og for nyligt er der fundet en art, der vokser på mospuder på gletschere i Arktis.

Beskrivelse

Planterne er typisk små urter med diameter på under 10 cm med få og korte rødder. Ligesom mange andre kødædende planter vokser de i rosetter. Bladene af næsten alle arter er flade med let opadvendte kanter. Bladene vokser op i midten af planten og når de bliver ældre presser de sig ned langs jorden (i enkelte arter holdes bladene fortsat let oprejste eller i en bue-form. Bladformen kan være smalle og tilspidsede eller være aflange til næsten ovale. Som kuriositeter har enkelte arter næsten trådformede blade, andre mangler de opadvendte kanter eller kanterne kan være nedadvendte. Bladfarven er næsten for alle bleg til grøn, men nogle vibefedt-planter vil, når de vokser i sol, få blade, der kan være bronzefarvede eller rødlige.

Bladene er glatte og fedtede og ser umiddelbart fuldstændig uskyldige ud. Hvis man derimod ser nøje på bladene (fx. gennem forstørrelsesglas) er de dækket med tusinde af bitte små, næsten gennemsigtige kirtelhår. De rejser sig fra bladets overflade kun en brøkdel af en millimeter. På toppen af hårene sidder kirtlerne, som udskiller en lille dråbe af klæbrig lim. Desuden findes der en anden form for kirtler på bladenes overflade: de er flade og uden stilk og kan i den rigtige belysning (igen under forstørrelse) ses som små fordybninger lignende små, skålformede kratre. Disse kirtler er tørre, men kun indtil der fanges et bytte!

Planterne har nogle gange en let muggen, næsten svampet eller jordet lugt, som i nogle tilfælde kan bidrage til at tiltrække bytte. Limdråberne kan i solskin få bladenes overflade til at funkle, hvilket også kan bidrage til at tiltrække byttedyr.

Byttedyrene er generelt meget små insekter som fx. myg, springhaler og bananfluer. Kun sjældent fanger de byttedyr på størrelse med normale spyfluer.

Når byttedyrene kommer i kontakt med bladene vil det med det samme blive smurt ind i den klæbrige limmasse fra de stilkede kirtler. Mens det kæmper for at komme fri bliver det ydereligere smurt ind i lim. Endeligt bliver byttet (hvis det ikke kommer fri) siddende på bladet fuldstændig indhyllet i lim. Limen er meget stærk, hvilket ses ved at insekter for at komme fri ofte taber ben i deres bestræbelser. Mindre insekter endda kan blive overvindet af 1-2 kirtler.

Når byttedyrene er fanget starter de flade kirtler hurtigt en produktion af syre og enzymer. Denne væske gennembløder de døende eller døde insekter og fordøjelsen begynder. De bløde dele opløses og byttet bliver en blød masse i løbet af nogle timer. Udskillelsen af fordøjelses-saft kan være så kraftig at saften somme tider ses dryppende ned fra bladene. De flade kirtler optager snart derefter denne næringrige suppe.

Vibefedt-planterne producerer et stærkt antibiotika, hvilket allerede blev bemærket af Darwin. Dele af insekter eller små stykker af kød, som ikke kom i berøring med fordøjelses-saften, blev hurtigt angrebet af svampe, mens de dele og stykker, der kom i berøring med saften var bakterie-frie. De antibiotiske egenskaber er da også blevet anvendt gennem generationer som sårhelingsmiddel på kvæg. Bladene har desuden en stivnende effekt på gedemælk, hvorved der er blevet lavet en yoghurtagtig ost.

Nogle arter vibefedt kan også bevæge sig. Dette ses hyppigst blandt arter, der findes i tempererede egne og findes stort set ikke blandt arter i tropiske egne. Over en periode af dage efter at byttet er blevet fanget, bøjer bladrandene ydereligere opad (da de allerede er opad-bøjede) eller henover byttet. Dette har ingen effekt på selve fangsten, men har måske beskyttende effekt mod at fordøjelses-suppen løber ned ad bladene eller at byttet ikke bliver skyllet ned af regnskyl. Mange vibefedt-arter kan desuden opsamle fordøjelses-suppen på en flade på bladene, hvilket igen sikrer optagelsen.

Blomstring

Blomsterne er blandt vibefedtenes store fortrin og især blandt de tropiske arter findes utroligt smukke blomster, som kan hamle op med orchidéer i skønhed og farvepragt. Mange arter blomstrer med mange blomster om foråret og nogle blomsterer så ofte og længe, at det kan strække sig over mange måneder. Blomsterne kan være tragt-formede, kop-formede eller flade med lange eller korte sporer. Kronbladene ses som to læber, den øvre læbe deles op i to lapper og den nedre læbe deles op i tre lapper. I indgangen til blomsten ses mange hår. I blomstrings-sæsonen sendes flere blomster op efter hinanden på hver deres blomsterstilk.

Blomsterne er ikke (med undtagelse af P. villosa og P. lusitanica) automatisk selvbestøvende, men blomsterne kan godt bestøve sig selv. Blomsterne har i en lille pude i starten af blomstens loft, som er den klæbrige kvindlige støvfanger. Gemt umiddelbart bag dette og fuldstændig skjult er de mandlige støvknapper.

Blomsterne er bygget til at blive bestøvet af dyr med lange tunger som fx. sommerfugle og kolibrier. Den gentagne ind-ud-bevægelse, som disse dyr gør med munddelene for at få fat i nektaren dybt inde i planten, bestøver blomsterne.

Væskstforhold og årstider

Planterne trives alt efter naturlige vækstbetingelser:

  • tempererede arter: i kolde drivhuse (trives ikke i vindueskarme)
  • varm-tempererede arter: i kolde eller varme drivhuse, på vindueskarme (fx. P. lusitanica, P. moranensis, P. agnata, P. esseriana og P. ehlersai) eller i terrarier (fx. P. lusitanica, P. caerulea og P. primulaflora)
  • Mexicanske arter: helst i varme drivhuse (kan leve i kolde drivhuse) og trives også ofte under vækstlys

Pleje

Jord:

Vibefedt i naturen

Jord blandes alt efter arter:

  • tempererede arter: 2 dele spaghnum, 1 del sand og 1 del perlite
  • varm-tempererede arter: 1 del spaghnum og 1 del sand
  • mexicanske og tropiske arter: 1 del sand, perlite, vermiculite og spaghnum (der kan desuden tilføjes lava-sten, pimpsten, gips og dolomit, hvis dette haves)

Planterne skal være i plastik- eller glacerede keramik-potter med drænage (arter fra varme tempererede egne kan dog også være i udrænerede potter – dog uden at soppe eller tørre ud). Stor-bladede arter har det bedst i store, men lave potter.

Omplantning:

Vibefedt-planter er ikke så sarte, som de ser ud til, men bør ikke forstyrres i deres vækstsæson. Planterne bør, som de andre kødædende planter, plantes om i starten af vækstsæsonen (foråret). Planterne plantes bedst om hver 2.-3. år.

Nogle af de mexicanske arter presser deres sommerblade så hårdt ned mod jorden i slutningen af deres succulent-fase, at planternes rødder løftes op af jorden. Planterne skal da have fjernet de gamle blade og sættes ned i jorden igen.

Lys:

De fleste arter skal have delvis sol eller meget lyse forhold. Planterne skal ikke stege i solen om sommeren!

Vand:

Alle tempererede arter skal vandes hyppigt ovenfra og jorden skal være permanent våd (evt. lidt vand i underpotten). Mexicanske arter skal også holdes på denne måde i deres sommer- og efterårs-sæson, mens de om vinteren skal holdes tørrere, kun med let vanding af og til (man kan vanlig vis se hvor tør planten er på succulent-bladenes størrelse). Arter som P. gypsicola, P. heterophylla og P. macrophylla skal have knastør jord, mens arter med størrere vinterblade som fx. P. moranensis og P. agnata skal have let fugtig vinter-jord. Cubanske arter skal holdes fugtige året rundt med kun en let vinter-udtørring.

Fodring:

Planterne fanger myg og springhaler og kan fodres med bananfluer, myrer eller stykker af tørrede insekter.

Overvintring

Tempererede arter skal have en kølig vinter (endda med frost) mens de har vinterdvale som hvilende knopper. Varmt-tempererede arter kan overleve let frost, men skal beskyttes mod hård frost, og de får langsommere eller helt ophørt vækst om vinteren (men bibeholder bladene). Mexicanske arter omdannes til succulenter og er ikke rigtigt hvilende, bortset fra de arter, der former knolde. Mexicanske arter kan som hovedregel tåle koldere og tørrere vintre, og kan overleve temperaturer om vinteren ned til omkring 5 grader.

Pinguicula

Sygdomme og skadedyr

Snegle er et sjældent skadedyr og tager oftest kun nogle enkelte bidder. Lejlighedsvis ses også bladlus (på undersiden af bladene), mider (giver blege pletter og deforme blade).eller svampe (især på planter, som holdes fugtigt og mørkt).

 

Formering

Bestøvning:

For at bestøve blomsten kan dermed bruges en tandstik eller en lille pensel, som puttes ind forbi støvfangeren og derefter trækkes opad og tilbage igen. Dette kan så gentages og man kan oftest se en smule pollen sidde på redskabet efter bestøvningen.

Kronbladene falder af i løbet af få dage og over nogle få uger svulmer den lille frøkapsel op, bliver brun og sprækker, hvorved de små frø frigives.

Frø:

Frøene kan opbevares i køleskab i nogle måneder, men det bedste resultat fås ved at så umiddelbart.

Frøene sås spredt over den passende jord-blanding og jorden holdes fugtig og i kraftigt lys. Frøene spirer oftest i løbet af nogle uger

Deling af vækstpunkter

Tempererede soldug-arter, som former vinter-dvale-knopper, er nemme at få til at formere på stor basis pga. det store antal af små knopper, der dannes rundt omkring den voksne plante sidst på vinteren. Knopperne fjernes fra planten lige før væksten starter om foråret og placeres på den passende jord-blanding. Når foråret kommer vil de begynde at skyde rødder og blade og er næsten voksne ved slutningen af første vækstsæson.

Bladstikling

Alle mexicanske arter, der danner succulent-blade kan deles ved bladstiklinger. Dertil bruges de små, tørre blade, lige før eller under den nye vækst af store (kødædende) blade. Bladene trækkes af uden at knuse dem for meget og slipper ret let (op til ½ af vinterbladene kan fjernes uden at det går ud over den ‘donor’-planten.

Bladene lægges på jorden (fx. ren vermiculite) med oversiden opad og dækkes ikke til. Jorden holdes let fugtig og dækkes over med fx. plastik. Potterne stilles medium-lyst og de nye knopper og rødder kommer hurtigt til syne fra basis (blade, der rådner skal hurtigt smides væk). De nye planter kan plantes i normal jord i løbet af nogle få måneder.