Vibefedt-slægten – Pinguicula spp. - www.kødædendeplanter.dk

Charles Darwin var den første, der henledte opmærksomheden mod denne slægt. Han blev gjort opmærksom på, at mange små insekter kæmpede for at komme fri fra bladene, og da han jo var meget interesseret i kødædende planter undersøgte han dette og dermed blev endnu en slægt af kødædende planter opdaget.

Klassifikation og diversitet

Pinguicula-slægten, kendt som vibefedt, tilhører Lentibulariaceae-familien, som også omfatter blærerod (Utricularia) og genlisea (Genlisea). Slægtsnavnet ‘Pinguicula’ stammer fra latin og betyder ‘den lille fedtede’, hvilket refererer til de kirteldækkede blade, der producerer en klæbrig substans til fangst af bytte. Der findes omtrent 96 kendte arter af vibefedt, hvoraf flere er blevet opdaget i de senere år.

Arterne i denne slægt varierer betydeligt i udseende, vækstform og habitatkrav og kategoriseres i følgende grupper

Temnoceras
- Temnoceras (Centralamerika og Caribien)
- Heterophylliformis (Nordlige Andesbjerge): P. elongata
- Micranthus (Nordlig-, øst- og central-asien): P. alpina
- Nana (alpint og (sub)artisk Euroasien og Nordamerika): P. villosa, P. spatulata, P. ramosa
- Homophyllum (Mexico)
- Heterophyllum (Mexico)
- Agnata (Mexico)
- Orcheosanthus (Mexico, Centralamerika og Caribien)
- Microphyllum (Mexico)
- Longitubus (Mexico)
- Crassifolia (Mexico)
- Temnoceras (Mexico, Centralamerika og Caribien)
Pinguicula
- Pinguicula (de fleste vinterdvalende arter på den nordlige halvkugle) – tempereret Euroasien og middelhavsområdet og tempereret Nordamerika: P. vulgaris, P. grandiflora, P. leptoceras
Isoloba
- Isoloba (sydøstlige USA)
- Cardiophyllum (middelhavsområdet)
- Pumiliformis (middelhavsområdet og Europa op af Atlanterhavet): P. lusitanica
- Ampullipalatum (Andesbjergene bortset fra P. elongata)

Desuden findes mange hybrider mellem arterne og disse sælges ofte og er ret robuste.

I Danmark forekommer der kun en art af vibefedt – nemlig arten ‘almindelig vibefedt’

Udbredelse og habitat

Pinguicula er således udbredt på den nordlige halvkugle og findes i Europa, Asien og fra Nordamerika ned til dele af Sydamerika. Den største artsrigdom er dog uden tvivl i Mexico.

De forekommer i meget forskellige habitater strækkende sig fra fugtige moser og sumpe i arktiske og tempererede egne til tørre, kalkrige klipper i Mexico – dog generelt med en præference for fugtigere egne.

Eksempelvis trives de mexicanske arter, som Pinguicula moranensis, i tørre, kalkholdige omgivelser og har en dobbelt bladcyklus, hvor de producerer sukkulente blade i den tørre sæson og insektfangende blade i regnsæsonen. I modsætning hertil findes tempererede arter som Pinguicula alpina, der tilpasser sig køligere klimaer og overvintrer i form af kompakte vinterknopper (hibernakler). Derudover findes der et stort antal naturlige og kultiverede hybrider, som yderligere bidrager til slægtens biodiversitet.

Mange arter vokser i nærheden af andre kødædende planter som soldug (Drosera) og fluetrompeter (Sarracenia), mens nogle mexicanske arter trives i selskab med sukkulenter og kaktusser. Visse arter har tilpasset sig epifytisk vækst på træer, og en nylig opdagelse afslørede en art, der kan vokse på mospuder på gletschere i Arktis.

Planterne deles ud fra deres vækst i klima-bælter og geografi ofte op i

de mexicanske (og centralamerikanske) tropiske vibefedt-arter
de koldt tempererede (og arktiske) vibefedt-arter
de varmt tempererede vibefedt-arter (bla. de sydamerikanske højlandsarter og arter fra det sydøstlige USA)

Plantens morfologi

Pinguicula-planter er helt overvejende flerårige små urter med en diameter på under 10 cm og korte rødder. Dog findes enkelt arter at have helt til 20 cm lange blade. Bladende danner en basal roset og bladene varierer i form fra lange, smalle og tilspidsede blade til meget brede og ovale blade. Bladenes farve varierer fra lysgrøn til bronzefarvet eller rødlig, afhængigt af eksponering for sollys og har et ofte glinsende skær. Det skyldes at bladene er dækket meget små kirter, som kun er en brøkdel af millimeter store og deles i to typer kirtler:

Stilkede kirtler, der producerer en klæbrig væske til at fange insekter.
Flade sessile kirtler, der udskiller fordøjelsesenzymer for at nedbryde fangede byttedyr.

Det er typisk kun bladenes overside, der er dækket af kirtlerne og byttedyrene kan tiltrækkes dels af kirtlernes funklen i solen og også planternes undertiden let svampede/mugne lugt. Byttedyrene er generelt små som fx. myg, mider, springhaler og små fluer, men kan være helt op til ca 1 cm store.

Når byttedyrene kommer i kontakt med bladenes overflade, bliver de smurt ind i den klæbrige limmasse og under kampen for at komme fri, smøres de yderligere ind. Hvis dyret ikke kommer fri starter produktionen af fordøjelsesenzymerne, således at byttet opløses og næringsstofferne kan optages.

Bladene kan ligesom som fx. soldug-plantens bevæge sig, således at bladene langsomt kan lave en fordybning under byttet – formentlig for at optimere fordøjelsen og således at opløsningen bliver på bladet. Ud over en klæbrig substans og fordøjelsesenzymer producerer vibefedt-planterne antibiotiske stoffer, der forhindrer bakterievækst på byttet, hvilket allerede blev opdaget af Charles Darwin under hans undersøgelser af kødædende planter.

Der findes forskellige grader af overvintringstilpasning. Blandt de arter, der lever i tempererede egne visner bladene ned og der dannes vinterknopper (hibernakler). Andre arter igen (ofte blandt de mexicanske vibefedt-planter) dannes der tykkere, sukkulente blade til den køligere og tørre vinterperiode. Endelig findes der også arter, der skyder samme slags blade året rundt. Disse forskellige blad-tilpasninger betegnes overordnet med de engelske begreber ‘homophyllous’ (samme blade året rundt) eller ‘heterophyllous’ (forskelligartede blade).

Rødderne er tynde og planterne er sparsomme og sikrer kun en sparsom forankring i underlaget. Hos nogle arter, der danner vinterknopper, vil de sparsomme rødder svinde ind, så at knopperne om vinteren kan flyde/skylles væk og dermed bidrage til spredningen af planter.

Blomstens morfologi

Blomsterne skyder fra midten af bladrosetten og er ofte farverige og varierer i form fra tragtformede til kopformede. De sidder ofte enkeltstående på hver deres blomsterstængel og består typisk af fem kronblade arrangeret i to læber: en øvre læbe med to lapper og en nedre læbe med tre lapper. Mange arter har lange sporer, der opbevarer nektar og blomsterfarverne varierer fra hvid, gul og lyserød til dyb lilla og blå.

Blomsterne er generelt ikke selvbestøvende og bestøvning sker primært ved hjælp af insekter med lange snabler som sommerfugle og endda kolibrier.

Tempererede arter blomstrer, når sommer-rosetten tager form, mens de tropiske former blomstrer ved overgang mellem de to roset-former.

Anbefalinger til vækst og pleje

Jord: Jordblandingen afhænger af arten. Jordblandingerne kan laves mere eller mindre kompakte alt efter hvor fugtigt planterne står.
- Tempererede arter trives generelt i en blanding af 2 dele sphagnum, 1 del sand og 1 del perlit.
- Mexicanske arter foretrækker en mere veldrænet blanding (fx. 1 del sphagnum og 1 del sand/perlite. Samtidig kan de bedre lide lidt mere basiske blanding med brug af almindelig (ugødet) muld i stedet for spagnum.
Lys: Delvis sol eller kraftigt indirekte lys foretrækkes. Direkte sommersol kan være skadelig.
Vanding: Generelt må planterne ikke soppe eller tørre ud. Tempererede arter skal holdes konstant fugtige, mens mexicanske arter skal holdes lidt tørrere om vinteren.
Varme: alt efter art holdes planterne passende til ophav bedst i kolde drivhuse, vindueskarme eller varme drivhuse/terrarier
Næring: Planterne fanger små insekter som myg og springhaler, men kan fodres manuelt for at fremme væksten.

Vinterhi

Mexicanske arter: Danner sukkulente blade om vinteren og kræver reduceret vanding.
Tempererede arter: Overvintrer i form af vinterknopper (hibernakler) og kræver en kølig, let fugtig hvileperiode.
Tropiske arter: Kræver konstant fugtighed året rundt.

Planterne plantes om gerne i starten af vækstsæsonen og bedst hver 2-3. år.

Formeringsanvisninger

Frø: Sås umiddelbart efter høst i et fugtigt substrat og holdes i kraftigt lys og man kan forvente spiring i løbet af 1-2 måneder. Frø af planter fra tempererede egne kan opbevares i køleskab i nogle måneder før de sås.
Bladstiklinger: Mexicanske arter formeres let ved bladstiklinger, der placeres på fugtigt jordblanding. Blandene kan trækkes af planten og især deling af planter med sukkulente blade er nemt
Deling: Vinterknopper hos tempererede arter kan deles og plantes individuelt om foråret.

Sygdomme og skadedyr

Pinguicula er generelt robuste, men kan angribes af bladlus, mider og svampe, især under fugtige forhold. Snegle kan også forårsage skade ved at gnave i bladene.