Kandebærer-familien og -slægten – Nepenthes spp.

Generelt

Nepenthes

Der findes i denne familie ca. 80 arter og ved siden af dette findes der mange hybrider (en del er naturlige foruden de utallige fremavlede). Arterne er meget varierende i størrelse og de største indenfor denne familie af kødædende planter kan fortæret hele rotter og kan angiveligt også (muligvis ved et tilfælde) fange små abeunger. 

Denne familie af kødædende planter blev for første gang beskrevet i 1658 af den franske guvernør på Madagaskar. Selve familien blev navngivet af Carl Linné, der beskrev den næste art som han havde opdaget (N. distillatoria i Sri Lanka). Da han så nogle tørrede kander af planten, kom i tanke om Homérs Odyssé og han opkaldte familien i 1737 efter det stof (Nepenthes), som Helena af Troja puttede i vinflasker for at lette soldaternes sorg – som han skrev: ‘Hvis det ikke er Helenas Nepenthes, vil det ihvert fald være det for alle botanikere’. Carl Linné var dog ikke klar over planternes kødædende natur og ej heller den forgiftende effekt, som planten har på sit bytte….

Opdagelsen af arter boomede først engang i 1800-tallet med imperialismen, hvor mange nye arter blev fundet i sydøst-asien. Da man fandt metoder til at planterne bedre kunne overleve den lange rejse i forsejlede beholdere, kom de første planter til England. Med opfindelsen af drivhuse kunne de tropiske planter i større udstrækning vokse i Europa og deres udbredelse startede. I England blev også de første planter af denne familie opdrættet og solgt kommercielt, og pengene fra salget blev delvist brugt til nye expeditioner (til bla. Borneo) for at samle og indføre nye planter. I slutningen af 1800-tallet var planterne meget på mode og relativt almindelige i rige menneskers drivhuse, men moden stoppede i starten af 1900-tallet pga. den 1. verdenskrig, depressionen og for høje brændstof-priser.

 

Oprindelse

Arterne er fortrinsvis udbredt i sydøst-asien med udbredelsescentrum på Borneo, men der findes populationer så langt borte som det nordøstlige Indien, Madagaskar og Cape York-halvøen i det nordøst-australien.

 

Land eller område Total antal arter Endemiske arter
Borneo (Indonesien) 32 24
Sumatra (Indonesien) 21 11
Malaysia 11 3
Filippinerne 10 7
Ny Guinea 10 5
Sulawesi (Indonesien) 9 5
Laos, Vietnam og Cambodja 5 4
Madagaskar 2 2
Australien, Ny Caledonien, Sri Lanka, Assam (Indien), Seychellerne Hver 1 art 0-1 art hver

 

 

Habitat

Nepenthes fælde

Planterne er ikke typiske jungle-planter, men foretrækker mere åbne og solrige bakker, skråninger, enge, marker og små-skove. Almindelige planter i deres habitater er bregner, græsser, små buske og små træer. Arterne kan deles op i højlands-arter (ca. 70%), der vokser i højland eller bjerge og foretrækker varme dage og kølige nætter, mens resten – lavlands-arterne – vokser i lavlande med hede dage og varme nætter.

Arterne vokser meget forskelligt: de findes i forskellig jordfugtighed med nogle arter, som findes i jord, der er konstant våd (fx. i moser og sumpe) til andre arter, der tåler tørke eller korte tørrere sæsoner. Dog har næsten alle arter brug for høj luftfugtighed og meget regn og jorden bliver typisk holdt fugtigt af disse hyppige regnskyl, dug og sivende vand fra omgivelserne.

Som vanligt for kødædende planter er jorden næringsfattig og vand skyller de få mineraler væk, som findes i jorden. Jorden er ofte et overfladisk lag af blade, bark, grene og mosser (inkl. sphagnum-mos), mens nogle arter også findes i vådt grus eller sand. Selvom den typiske jord er løs og luftfuld og sur, kan den ligge ovenpå klippe som ekstremt basisk klippe som sandsten og kalk. Ikke alle arter vokser på landjorden, idet nogle arter vokser som epiphytter på træer med rødderne i mos og blade, som samler sig i træernes forgreninger.

Denne familie af kødædende planter er som mange af de andre slægter og familier af kødædende planter også truet – så meget at nogle arter er endda udryddet. Planterne er især truet af rydning af deres habitater mhp. opdyrkning og fordi populationerne af planter er så små er samlere også blevet en stor trussel. En af de mest truede arter pt. er N. clipeata, som ‘International Carnivorous Plant Society’ prøver at redde – hvis det så bare bliver i opdræt.

 

Beskrivelse

Kandebærer-familiens arter har rosetstillede, lancetformede bladestilke (som ligner blade) og har en fremtrædende midtstillet streng ned gennem denne. For enden af ‘bladet’ fortsætter strengen ned i en slyngtråd, der nogle gange bærer en ‘kande’ med låg. Planterne er kønnede, dvs. at der findes både kvindlige – og mandlige planter (se desuden

under ‘Blomstring‘)

Plantens vækst

En roset modnes efter 5-10 år fra en jord-voksende plante til en plante, der vokser som ranke med en klatrende stamme. Dette sker for at få blomsterne, som kommer på den ranke-voksende plante, højere op end den omgivende vegetation. Stammen kan være fra ca. 20 cm hos nogle lavt-voksende arter (som fx. N. ventricosa), mens den andre arter kan de vokse op til 20 meter lange, således at de vokser over buske eller op ad træer.

Stammerne fortsætter oftest med at vokse efter at planterne har blomstret og kan blomstre flere år i træk. Imens vil der ved stammens basis komme nye skud, som hurtigt vil danne store rosetter af jord-kandebærere. Normalt vil der hvert år dannes en ny roset efter nogle år også at blive en klatrende stamme. Således vil de fleste arter have en fortløbende foryngelse med en masse klatrende stammer og hængende kander med forskellig alder.

Frøene

Frøene er meget lette og trådformede og spredes primært ved at blive ført bort med vinden. Hurtigt efter spiring dannes en lille roset-formet plante. Efter et års vækst kan planten være over 3 cm i diameter og kanderne rejser sig for enden af de brede, bladlignende stilke. Som planten vokser vil rosetten vokse i diameter fra ca. 10 cm for de mindste til over 40 cm for de største. Deres udstrakte rodsystem er meget skrøbeligt og hårlignende.

Kanderne

Kanderne sidder på enderne af nogle af slyngtrådene og er rør-, bæger- eller tromme-formet. De bliver fra nogle få cm op til 35 cm i højden. Det kan tage uger til måneder at udvikle en kande og livslængden er ligeledes fra uger til måneder.

Planternes nedre kander, hvoraf de nederste hviler mod jorden, vender udad og er sædvanligvis tykke og runde med strittende vinger op langs kandens forside. På de klatrende planter vil ‘bladene’ fortsat se ud som de nedre, mens slyngtrådene og de øvre kander kan være så forskellig fra de nedre kander, at de ser ud som en helt anden art. De hæfter på slyngtrådene snarere fra bagenden end fra forsiden og er oftest mere elegante og tragtformede end de mere buttede nedre kander og de mangler de strittende vinger på forsiden. Kanderne er meget forskellige mellem arterne og varierer også med vækstbetingelserne (fx. lys) og plantens alder. Nogle arter har mindre farvestrålende øvre kander, mens hos andre arter er det modsat. Generelt er det derfor meget svært at identificere planterne udfra deres kander.

Når slyngtrådene vokser gennem luften famler de efter fx. en kvist eller gren at tage fat i. Slyngtrådene danner ofte derefter en enkelt løkke (også selvom den ikke har fået fat i noget fæste) og de kande-dannende slyngtrådes spidser vokser længere, bøjer opad som en krog, svulmer op og udviddes til hule, tæt lukkede kander. Det er oftest nødvendigt for slyngtrådene af de øvre kander at de får fat i noget støtte, hvis de skal kunne bære en kande.

Når kanderne er modnet, smækker låget op og fælden er snart derefter fuldt udviklet. Læben på kandens kant foldes ud, kanderne får hurtigt farve af solen og vil derefter glinse med nektar-dråber og ofte prangende mønstre for at lokke byttedyr til. Låget bevæger sig aldrig efter at det har åbnet sig, men forhindrer derimod regn i at komme ned i kanden, hvorved enzym-suppen ville blive fortyndet. Dog har nogle arter små og smalle låg, som helt frit lader regnvandet komme ned i kanden og lågene fungerer da primært som tiltrækkende nektar-besatte områder.

Planten er helt dækket af nektar-producerende kirtler, der tjener som føde for fx. myrer. Nektaren er mere udbredt langs slyngtrådene og produceres endnu mere rigeligt på kanderne især langs vingerne, læben og under låget.

Fangstmetode

Nepenthes fælde

Til byttedyr hører hovedsageligt forskellige leddyr og af og til også små hvirveldyr. Kanderne bliver i naturen besøgt af myrer i stort tal, som føres af nektar og farvemønstrene til undersiden af låget og den glatte læbe.

Nektaren har en bedøvende effekt på mange insekter og efter at have spist noget af den kan de ses være bedøvet af fuldskab eller kravle eller svirre i cirkler. Mange vil miste fodfæste og falder fra låget eller læben ned i kanden.

Kandernes inderside er delt op i to zoner. Den øvre zoner er voks-glat, hvor de fleste insekter ikke kan kravle og deres fødder bliver fedtet ind i en glat substans. Den nedre zone er fordøjelses-zonen, som er dækket med hundreder til tusinder af store fordøjelseskirtler, som tydeligt kan ses med det blotte øje. Kirtlerne udskiller fordøjelses-enzymer, som hurtigt opløser de bløde dele af byttedyret. En flue kan fx. blive fordøjet i løbet af et par dage. Kirtlerne optager derefter næringsstofferne fra suppen og de fordøjede rester af insekterne (exoskeletet) samles ned i bunden af kanden.

Når kanden åbnes er der allerede udskillet der først et sekret bla. med fordøjelsesenzymer, som er næsten pH-neutralt. Når der bliver fanget byttedyr i kanden, stimulerer byttedyrets kamp for at komme op åbenbart kanden, således at den udskilles store mængder af syre og enzymer. Væsken bliver dermed ofte tyk og sirup-agtig, så at byttet hurtigt synker og drukner.

Kanderne ser ud til at gennemgå flere stadier i deres liv: tidligt i deres liv fanger de insekter, senere vil deres indhold blive fortyndet af regnvand eller tørre ud. Mange insekter og andre dyr vil da besøge kanderne og ernære sig af rest-produkterne eller bygge reder i de før så farlige kander. Her er der virkelig tale om genbrug!

Kandebærerne og ikke-byttedyr

Kanderne er plantens faktiske blade og kan være fra små og fine til store og næsten træagtige. De er ikke kun planternes maver, men udgør et fuldt økosystem af liv og død.

Underligt nok spises ikke alle insekterne og dyr, der kommer ned i kanderne. Over 150 arter af dyr har en tilknytning til planterne for hele eller en del af deres liv. Denne tilknytning kan i visse tilfælde være symbiotisk som fx. et specielt slags ‘venskab’ til myrer, som slår sig ned tæt på planterne: utallige myrer bliver bytte, mens kolonierne drager nytte af nektaren udskilt fra planterne. Talrige mider og mikroorganismer inkl. myg- og flue-larver lever uskadt i fordøjelses-suppen i kanderne, vis pH undertiden kommer helt ned mod 3,0. Dyrene fungerer som ådselsædere og hjælper muligvis planterne i deres fordøjelse.

Endelig findes der både parasitter eller fredelig sameksistens: en speciel art af gyldne myrer er kendt for at bore huller ind i de tykke og hule slyngtrådene hos N. bicalcurata, når de opfostrer deres afkom. De voksne myrer kan så leve af de fangede byttedyr. Tromme-myrer og også velkendte på nogle arter af kandebærere: disse enlige myrer gør krav på en hel plante for dem selv, og når de føler sig truet af en ubuden gæst, hamrer de deres mave mod bladene for at skræmme gæsten væk. Desuden kan tromme-myrerne, hvis de falder ned i en kande, nemt komme op igen. De røde krabbe-edderkopper er en almindelig beboer af kandebærerne, og nogle gange er op mod 35% af deres beboelses-areal kandebærere. De hæfter sig fast på indersiden af låget med en tråd. Den hænger derefter fast i denne og fanger insekter, der falder ned i fordøjelses-enzymerne. Det er desuden set at den kan fiske myggelarver ud af suppen. Når edderkoppen føler sig truet vil den lade sig plumpe ned i fordøjelses-suppen og når truslen er overstået vil den fire sig ud vha. tråden.

Kandebærerne og mennesket

Mennesket har også brugt kanderne: ældre kander fyldt med regnvand kan bruges som vandkilde. De indfødte i sydøst-asien har brugt den sterile væske i den uåbnede kande som øjenskylnings-væske, i astma-behandlingen og som smertestillende under fødsler. Rødderne er blevet brugt til at styre menstruationer og som feber-nedsættende middel. Forskellige planter er også blevet brugt mod halsbrand, dysenteri og andre mave-tarmsygdomme. De klatrende stammer af N. ampullaria blev tidligere udbredt brugt som reb til at binde indhegninger og andre ting. Idag bruges større kander stadig i madavningen: ris koges i kanderne og nogle mener at smagen af risen bliver fremhævet af dette.

 

Blomstring

Nepenthes blomst

De mandlige og kvindlige blomster findes på forskellige planter, men ligner hinanden. De er mere mærkværdige end smukke, men kan hos nogle arter være farvestrålende og tiltrækkende. De lange blomsterstilke vokser ud fra stammen og rejser sig lodret opad. På disse vokser fra nogle dusin til hundrede små, tætsiddende blomster. Blomsterne kan sidde enkeltvis eller nogle gange samlet 2 eller 3 sammen. Blomstringen starter fra stilkens bund og blomsterne åbnes flere ad gangen. Blomster vil fortsætte med at åbne sig opad på blomsterstilken over nogle uger.

Blomsterne har en lille stilk og har ikke rigtige bæger- eller kronblade, men istedet har de fire korte, dråbeformede blade og fra deres basis vokser de mandlige støvknapper eller det kvindlige støvfanger – alt efter plantens køn. Støvfangerne er normalt klæbrige og grønne, mens støvknapperne er dækket med en kugle af gul pollen. Vind bærer sandsynligvis det meste af pollen til de kvindlige blomster, men de dråbeformede blade udskiller nektar, som kan tiltrække bestøvende insekter som myrer, biller og små fluer. Omkring 70% af planterne i naturen er mandlige (hvilket også er tilfældet i opdræt). Når de kvindlige blomster er blevet bestøvet, svulmer frugtknuden op, bliver brun og sprænges, hvorved der frigives hundrede af små, fine, trådformede frø, som har en lille kugle centralt, som er selve kimet. En sådan blomst kan producere i tusindvis af frø!

 

Vækstforhold og årstider

Planterne er alle tropiske planter og vokser året rundt. De fleste kan vokse under forhold hvor temperaturne holdes som minimum 15 grader og maximum 30 grader og deres krav er i store træk delt op efter gruppe:

  • lavlands-arterne: temperaturer omkring 20-25 om natten og mellem 25-35 om dagen. Koldere temperaturer, selvom det kun er kortvarigt, kan svække eller dræbe dem.
  • højlands-arterne: kræver natlige temperaturefald til omkring 15 grader (evt. helt ned til 10 grader) og mellem 20-30 grader om dagen. Mange arter tåler temperaturfald kortvarigt under 10 grader, hvis dagtemperaturerne stadig stiger op over dette.

Planterne vokser bedst i drivhuse – enten i kolde drivhuse (højlands-arterne) eller varme drivhuse (lavlands-arterne). Planter med klatrende stammer har desuden brug for noget at klatre op ad (hvadenten det er andre planter, pinde, stakit eller lignende).

 

Pleje

Jord:

Planterne skal have løs, luftig jord, som forbliver fugtig til våd, men som kan dræne det overskydende vand. De vokser i en mængde forskellig jord-blandinger. Der kan fx. bruges en blanding af:

  • sphagnum blandet med en blanding af fx. perlite, pimpsten, lava-klippe, vermiculite, fin orchidé-bark og trækul
  • en blanding af lige dele sphagnum, fin orchidé-bark, perlite, vermiculite
  • sphagnum blandet med orchidé-bark, leca, trækul og gerne levende sphagnum-mos
  • en del sphagnum og to dele osmunda-fibre
  • (brug ikke ‘Green-mix’)

Potterne skal være for unge planter 10 cm store og for ældre planter op til 25 cm store.

Potterne skal helst have dræn-hul og der lægges et tyndt lag sphagnum på bunden af potten, således at jorden holdes i potten og fugtigheden kan holdes i potten ved evt. udtørring. Potterne kan være af plastik, terra-cotta eller glaceret ler og i drivhus kan der også bruges trækasser eller orchidé-net (man skal undgå zink-holdige net, da de er giftige for planterne).

Beskæring og omplantning:

Nepenthes fælde

Typisk vil voksne planter skyde et eller flere nye skud fra basis årligt. Disse former jordliggende rosetter i et par år før de begynder at klatre.

Planterne må aldrig beskæres før at der er blevet dannet et nyt basalt skud. Beskæringen kan ske i april-maj, hvor man kan klippe stammerne ned uden skade på planten. Beskæringen vil også anspore vækst af nye skud fra basis og desuden kan de afskårne dele bruges til formering.

Omplantning højst hvert 2. år. Voksne planter kan overleve i store potter i mange år i træk.  Planter, som trænger til omplantning skal, hvis de er meget gamle, have fjernet de fleste af deres gamle stammer og de fleste jordvoksende rosetter. Under alle omstændigheder fjernes den gamle jord og gamle rødderne kan trimmes af. Derefter kan de plantes igen i løs jord.

Lys:

Skal stå meget lyst til delvist direkte sol, mens lavlands-arterne ofte kan leve i let skygge. For lidt lys kan dog resultere i at planterne ikke skyder kander eller at disse bliver meget blege. Planterne skal beskyttes mod meget kraftig sol (findes det i Danmark?!?), hvilket især gælder for planter i drivhus (som skal have 50% skygge-dække).

Vand:

Jorden skal altid være fugtig til våd og planterne vandes foroven. Hvis planterne holdes i drivhus kan potterne hænge frit, således at vandet har frit afløb, og hvis de holdes i vindueskarm eller i terrarie, kan de stå på underskåle. Planterne kan evt. stå i en smule vand, men tager skade af at stå i meget vand i længere tid.

Luftfugtighed skal gerne være høj (helst over 60%) og i naturen oplever højlands-arterne de største svingninger i luftfugtigheden med meget høj luftfugtighed om natten, mens lavlands-arterne ikke oplever de store svingninger. Planterne i opdræt tåler ikke særlig godt lav luftfugtigheden, og denne kan hæves bla. ved at sprøjte på ‘bladene’ med en vandforstøver. Arter der (trods den relativt lave luftfugtighed) med succes kan holdes på vindueskarme er bla. N. alata ’spotted’, N. khasiana og N. ventricosa. Dertil kommer desuden hybrider, hvori der indgår højlandsarter. Arter der er egnede til vækst i terrarier er N. ampullaria, N. alata, N. mirabilis, N. rafflesiana, N. tentaculata, N. gracilis, N. ventricosa, N. glabrata og unge planter af større arter (før de vokser sig for store…).

Hvis jorden når at tørre ud bliver visner kanderne og bliver brune hurtigt, selvom ‘bladene’ og stammen overlever. Desuden kan lav luftfugtighed resultere i at planterne ikke skyder kander.

Fodring:

Alle insekter med passende størrelse kan puttes i fælderne (levende eller tørrede).

Skadedyr

Planterne angribes fortrinsvis af tordenfluer (Thrysanolera) og skjoldlus. Nogle gange ses også svamp, som kan fremkalde rust-farvede pletter på bladene.

 

Formering

Bestøvning:

Pollenen skal overføres til de kvindlige blomsters støvfangere. En metode er at klippe en moden mandlig blomst af med en tang og duppe pollenen på støvfangerne. Alternativt kan man ryste den mandlinge blomster-stilk over noget plastik- eller aluminiums-folie. Den modne pollen vil så drysse af og kan så samles op med en lille pensel og overføres til de kvindlige blomster. For at sikre bestøvningen er det bedst at gentage bestøvningen. Hvis man har held med bestøvningen svulmer den kvindlige frugtknude op over nogle uger, blive brun og sprækker, hvorved frøene frigives.

Pollen kan opbevares i fryser i op til et år.

Frø:

Frøene er kortlivede og skal sås så hurtigt som muligt. Frøene spredes ud på jord bestående af fint sphagnum, en blanding af sphagnum og sand eller af ren vermiculite. Jorden skal holdes fugtig og frøene sås spredt. Høj luftfugtighed (fx. overdækket) er nødvendig og de frøene må ikke stå i direkte sol. Ellers holdes de som ‘moder-planterne’.

Når frøene spirer kan dækket fjernes og frøene skal vokse sig til små rosetter (6 måneder til 1 år) før de skal plantes om til deres normale jord-blanding.

Frøene kan opbevares i nogle uger i køleskab (må ikke fryses), men opbevaringen kan dræbe især lavlands-arternes frø.

Stamme-stiklinger

Den hurtigste måde at få store nye planter på er at plante den afskårne stamme. Langs alle blades afgang er der hvilene knopper/skud. Nogle gange kan disse skud vokse af sig selv, hvorved der dannes forgrenede stammer, og hvis den voksende del af stammen fjernes ved afskæring starter disse skud med at vokse.

Stammen kan klippes i bidder lidt efter lidt, hvorved der kan ventes på at knopperne skyder, eller stammen kan klippes af i et stort stykke – alt efter temperament. Delene der plantes skal have 1-3 blade tilhæftet og hvis der er flere blade tilhæftet, fjernes de nederste. ‘Bladenes’ yderste halvdel skæres af og den nederste del af stammen plantes i jord bestående fx. af ren sphagnum eller ren vermiculite (eller en blanding af disse). Desuden er rockwool udemærket til roddannelse (og nogle arter kan endda skyde i rent vand – husk vandskift). Jorden skal holdes konstant fugtig og planten bør have høj luftfugtighed (fx. overdækket). Planten sættes lyst men ikke i direkte sol. Ellers behandles den som moder-planten.

Indenfor nogle uger skulle stiklingerne slå rod og de hvilende knopper begynder at skyde. Når dette er sket kan de nye planter plantes om til deres normale jord. Det skal bemærkes at ikke alle stiklinger overlever.